IUM’s moderselskab, IPG Mediabrands, har købt majoriteten i det toneangivende finske media- og digitale bureau Virta. Formålet er at styrke hele gruppens tilbud til alle nordiske kunder og imødekomme deres digitale behov.

Opkøbet af Virta’s særlige enheder, R3al og Kuulas, tilfører Mediabrands nye vigtige kompetencer indenfor Programmatic, analyse og data.

De supplerer nu gruppens eksisterende bureauer og forretningsenheder, Reprise (Search), Cadreon (Programmatic) og reklamebureauet Marvelous, således at gruppen i Norden mere end nogensinde favner alle digitale discipliner.

“Kunder ønsker i stigende grad mere digitale og data-drevne løsninger,” siger nordisk CEO Michael Thim, Mediabrands.

”Det er baggrunden for, at vi nu tager de bedste finske talenter og fagfolk ind under vore vinger.  Vi kan slet ikke vente med at tilbyde de nye samlede ydelser til kunderne, som nu får glæde af de samlede services fra Mediabrands og Virta.”

En CEO tegner samlet selskab
Det bliver CEO og grundlægger Mika Häyrinen, der vil tegne Virta og Mediabrands i Finland. Han refererer til Michael Thim.
Mika Häyrinen siger:
“Vi deler samme kultur og vision for potentialet i den samlede forretning, og vi glæder os over det nye stærke team, der tilfører os volumen til at investere yderligere i virksomheden.”

Strategisk fokus på Norden
Global CEO for IPG Mediabrands, Henry Tajer, betegner opkøbet af Virta som seneste led i gruppens strategiske investeringer i Norden og en offensiv ekspansion i hele Europa.

”På lige under 18 måneder har IPG Mediabrands erhvervet fire virksomheder, Mubaloo, Yune, StickyEyes og nu Virta. Hver især sikrer de, at vore ansatte har adgang til de nyeste værktøjer, så de kan levere innovation og dynamiske løsninger til vore kunder,” siger CEO Henry Tajer, IPG Mediabrands.

Om Virta
Virta blev lanceret i 2008 og er baseret i Helsinki.  Siden lanceringen har bureauet modtaget mange lovprisninger. RECMA (researchvirksomhed der bedømmer mediabureauer) krediterede således bureauet som “The most competitive media agency in Finland”, og Virta blev ”Årets mediabureau” i Kaiku Awards 2016.
Virta Group har 50 ansatte og havde en omsætning på 61 millioner euro i 2016.

All rights reserved IUM A/S