Det tegner til pæn vækst på annoncemarkedet i 2016 og 2017.

Alt inklusive forventes reklameforbruget at blive øget til 15,2 milliarder DKK i 2016, hvilket er en vækst på 1,6 procent sammenlignet med 2015. Det er fortsat de digitale investeringer, der fungerer som motor.

I 2017 spås mere vækst. Reklamemarkedet vil ifølge prognosen omsætte 15,5 milliarder DKK. Det er en stigning i reklameinvesteringerne på 1,9 procent i forhold til 2016.

Det danske marked præges fortsat, ligesom de øvrige nordiske markeder, af den strukturelle omrokering af reklameinvesteringer – fra print til digitale medier.

”Danmark er det nordiske land, som har klart størst andel digitale investeringer, og kan dermed betegnes som Nordens mest udviklede digitale mediemarked,” siger direktør Madeleine Thor, IRM, i en pressemeddelelse.

”De digitale investeringer forventes at stå for næsten halvdelen af det samlede reklameforbrug i 2017.  Det er altså de digitale investeringer som kommer til at drive reklameforbruget, og det sker med tocifrede vækstrater i prognoseperioden. Også de traditionelle medier radio, biograf og outdoor forventes at få positiv udvikling,” siger hun.

For printmedier fortsætter den vigende tendens i 2016 og 2017.

”I et internationalt perspektiv har vi i Norden været stærke printmarkeder. I lande, som har gennemgået skiftet til digitalt før os, så det tidligere ud til, at der kunne komme en aftagende trend for tab i printmedier. Men nu kan vi konstatere, at det ikke er sket. Derfor er vi i denne prognose mere negative om printudviklingen i 2016-2017,” lyder det fra Madeleine Thor.

IRM’s danske prognoser er igen i år udarbejdet i samarbejde med Ole E. Andersen, ekstern lektor på CBS.

All rights reserved IUM A/S