Analyse: 57 % klar til at hamstre julegaver på Black Friday

Omsætningen under Black Friday 2016 slår sandsynligvis rekord. Samtidig tyder alt på, at et godt Black Friday-salg i år skærer toppen af detailhandlens vigtige julesalg.

Det viser en ny analyse fra Mediabrands Insights, der kaster nyt lys over shoppingfænomenet.

Black Friday er på tre år blevet et etableret fænomen her i landet. Fire ud af fem danskere kender til Black Friday begrebet, viser den nye Mediabrands Insight-analyse.
Kendskabet er større blandt yngre forbrugere under 30 år, mens konceptet har mindre gennemslagskraft blandt forbrugere, som er 50 år og derover.

Undersøgelsen viser, at 23 % i år vil handle Black Friday, mens 36 % siger de måske hopper med på shopping vognen, hvis de ser et godt tilbud.
Analysen viser klart, at Black Friday fænger mest hos kvinder.  Det fremgår også, at det er jyder, der er mest interesseret i at indgå en god handel, set i forhold til forbrugervanerne i hovedstadsområdet.

Juleomsætningen er under pres

Man kommer ikke udenom timingen; Black Friday ligger tæt på julen, og Mediabrands’ undersøgelse viser da også, at 22 % af forbrugerne påtænker at købe julegaver på Black Friday, mens 35 % overvejer det.

”Det er et afgørende signal, når næsten 2/3 af danskerne kan tænkes at købe deres julegaver under Black Friday, hvis de ser et godt tilbud,” siger Michael Ingemann, Chief Digital Officer hos Mediabrands.

”Efter min vurdering befinder retailerne sig i en rigtig kattepine. De kannibaliserer på deres vigtige juleomsætning, men de kan ikke tillade sig at stå uden for Black Friday-festen.”

Mange afventer spændt annoncerne

Hos Mediabrands-gruppen konstaterer man, at annoncering af Black Friday tilbud er eksploderet de sidste to år.

”Mængden af ”Black Friday” tilbud er massivt i år, og forbrugerinteressen er stor,” siger Niels Gram Forsberg, Head of Mediabrands Insight.
”Vores undersøgelse viser, at forbrugerne tænker dagen ind som anledning til at købe julegaver i god tid, og næsten halvdelen af danskerne holder øje med reklamer, og undersøger mulighederne på nettet i dagene op til Black Friday. Med andre ord, det er for mange retailers blevet et must at være på Black Friday vognen,” siger han.

Tøj og tech er i fokus

Danskerne planlægger at bruge mellem 500-1000 kr. på Black Friday, siger de i analysen. De går især efter to produktkategorier: Beklædning (tøj og sko) og forbrugerelektronik; henholdsvis 65 % og 47 % udtrykker købsinteresse for de produkter.

Derudover er kategorier som indretning til hjemmet, personlig pleje, sport- og træningsudstyr også i fokus, når betalingskortet skal svinges på Black Friday.
Derimod er der mindre interesse for at købe f.eks. hårde hvidevarer.

15 % har handlet Black Friday digitalt

Digitalt indkøb vækker stigende indpas i danskernes indkøbsvaner, også under Black Friday.
I alt 45 % af danskerne over 15 år har tidligere handlet på Black Friday, og 15 % af dem har klikket og købt noget online, viser analysen.

”Vi ser en generel bevægelse mod onlinebutikker inden for flere produktkategorier, der begynder at kunne matche, eller i flere tilfælde overgå, den oplevelse, man får i den fysiske butik,” siger Michael Ingemann.

Den amerikanske Black Friday tradition med særligt gode tilbud på fredagen efter Thanksgiving kom så småt til Danmark i 2013, og er gradvis vokset i styrke og opmærksomhed fra både forbrugerne – og detailhandlen.

Mediabrands Danmark udgøres af mediabureauet IUM, specialbureauet iRetail, Marvelous, MediaPrint, Orion Trading og researchenheden Insights. Koncernen tæller i alt 120 medarbejdere i København og Århus.

Flere tal, mere information? Kontakt Chief Digital Officer Michael Ingemann på 31 78 50 74. Eller Head of Insight, Niels Forsberg på 22 11 51 51.

All rights reserved IUM A/S